LD Fonde er en selvejende institution oprettet ved lov i 1980 som Lønmodtagernes Dyrtidsfond med det formål at forvalte og udbetale midler fra indbetalinger fra staten af visse dyrtidsportioner. I 2018 blev LD Fonde tillagt forvaltningen af Lønmodtagernes Feriemidler med det formål at forvalte og udbetale midler fra optjente ferierettigheder.
LD Fonde er reguleret ved Lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD-loven) og Lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler samt en række bekendtgørelser. Beskatning af LD Fondes midler er fastsat i den generelle skattelovgivning. LD Fonde hører under Beskæftigelsesministeriets ressortområde og er yderligere reguleret af Finanstilsynet, som fører tilsyn med LD Fondes efterlevelse af den finansielle regulering.
De to fonde fungerer under samme juridiske enhed og har samme forvaltningstruktur og forretningsmodel. Fondene er dog særskilte økonomiske enheder under LD Fonde som den juridiske enhed. Lønmodtagernes Dyrtidsfond anvender binavnet LD Fonde.
Lønmodtagernes Dyrtidsmidler
I slutningen af 1970’erne blev der truffet en politisk beslutning om at indefryse to af de dyrtidsportioner, der automatisk var med til at regulere lønmodtagernes løn ved prisstigninger og sikre reallønnen. Det blev til i alt to dyrtidsportioner, der blev indefrosset for lønmodtagere, der var fuldtidsansat i perioden 1977-79.
Lønmodtagernes Dyrtidsfond blev oprettet ved lov (LD-loven) i 1980 med det formål at forvalte og udbetale indefrosne dyrtidsportioner.
Lønmodtagernes Feriemidler
Folketinget vedtog i januar 2018 en ny ferielov. En ny lov ”Lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler” blev samtidig besluttet. Begge love er grundlaget for Lønmodtagernes Feriemidler.
Loven om forvaltning af lønmodtagernes feriemidler har til formål at sikre såvel lønmodtagernes krav på tilgodehavende feriemidler som at give arbejdsgiverne mulighed for at beholde de tilgodehavende feriemidler, indtil de forfalder til betaling. Til at sikre dette formål blev det besluttet at oprette fonden Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, i daglig tale Lønmodtagernes Feriemidler.