Det er LD Fondes bestyrelses ansvar at fastlægge en risikoprofil for LD Fondes investeringer og derud fra fastsætte rammer for de enkelte investeringsområder. Risikoprofil og investeringsrammer skal fastlægges således, at medlemmernes interesser varetages bedst muligt.
Scenariebaseret strategi
Scenarier for den langsigtede formueudvikling og udbetalinger til medlemmerne danner grundlag for investeringsstrategien. LD Fonde analyserer på baggrund af data om investeringsaktiverne og finansmarkederne forskellige måder at optimere investeringsporteføljen, så den bedst muligt opfylder kravene til langsigtet afkast, risiko på kort og lang sigt samt likviditet. På baggrund af scenariebaserede analyser fastsætter LD Fonde rammerne for investeringsporteføljerne, herunder også sammenligningsindeks og risikomål.
Medlemmerne i Lønmodtagernes Dyrtidsmidler har gennem flere år udvist en meget stabil udbetalingsadfærd. I gennemsnit udskyder medlemmer udbetalingstidspunktet med 4-5 år i forhold til den generelle udbetalingsalder på 60 år. Flere lader pengene stå til på den anden siden af folkepensionsalderen.
Formueudviklingen i Lønmodtagernes Feriemidler er vanskelig at forudsige. Det skyldes bl.a. at vi kun har få års erfaring med medlemmernes udbetalingsadfærd samt usikkerhed om arbejdsgivernes præferencer mht. at indbetale feriemidlerne til LD Fonde eller at beholde midlerne i virksomhederne. LD Fonde arbejder derfor med forskellige scenarier som ramme for investeringsstrategien.