Dilemmaer

I vores arbejde med ansvarlighed i investeringer møder vi konstant komplekse dilemmaer.

LD Fonde har et ansvar for at sikre et højt afkast. Samtidig forpligter vi os på, at investeringerne foretages ansvarligt. Når vi skal tage højde for begge dele, udløser det automatisk en masse dilemmaer, som vi løbende forholder os til.

Her kan l læse om tre eksempler på dilemmaer, der fylder meget i øjeblikket.

Investering i lande med menneskerettighedskrænkelser

Skal vi investere i lande, hvor menneskerettigheder krænkes, men hvor kapital kan være med til at løfte økonomien og forbedre levevilkårene for befolkningen? Investeringer kan skabe udvikling, men de kan også risikere at legitimere og støtte regimer, der undertrykker deres borgere. Hvor skal grænsen gå i forhold krænkelse af menneskerettigheder i et land, og hvor meget kan vi acceptere? Er et land, som har dødsstraf, værre end et land uden ytringsfrihed? Og er landet på vej i den rigtige eller forkerte retning i forhold til at efterleve menneskerettigheder?

Det er svært at følge udviklingen i alle verdens lande og vurdere deres indsats for at efterleve menneskerettigheder. Derfor samarbejder vi med en ekstern organisation, der hjælper os med at følge og analysere forholdene globalt og score lande i forhold til menneskerettigheder.


Råmaterialer til grøn omstilling og arbejdstagerrettigheder

Den grønne omstilling kræver ressourcer som lithium og kobolt, men de udvindes ofte under forhold, der ikke respekterer arbejdernes rettigheder. Skal vi investere i disse sektorer for at fremme bæredygtige løsninger eller trække os for at undgå medvirken i krænkelser af menneske- og arbejdstagerrettigheder? Det er en balancegang alle investorer må tage. I LD Fonde samarbejder vi med et ESG-bureau, der overvåger og vurderer de selskaber, vi investerer i. ESG-bureauet går også på vegne af os og andre investorer i dialog med selskaber, der bryder love og internationale normer. Selskaber, som ESG-bureauet vurderer ikke er samarbejdsvillige, ekskluderer vi fra vores investeringsunivers.

Våben og geopolitisk usikkerhed

Investeringer i våbenindustrien rejser et komplekst dilemma for investorer. På den ene side kan våben være nødvendige for at sikre national og global sikkerhed samt opretholde fred gennem forsvar. På den anden side er der risiko for, at våben bruges i konflikter, der involverer krigsforbrydelser eller brud på menneskerettigheder. Som ansvarlig investor må man afveje, om man vil støtte produktion af våben under etiske rammer, eller om man vil undgå sektoren for at minimere risikoen for at bidrage til skadelige formål. Valget kræver en balanceret tilgang, der tager højde for både sikkerhed og etiske hensyn.

LD Fonde investerer ikke i virksomheder, der producerer konventionsstridige våben som fx antipersonelle landminer, klyngeammunition, biologiske våben og kemiske våben.  Vi investerer heller ikke i virksomheder, der er involverede i produktion af atomvåben eller opgradering af eksisterende atomvåben, og som derfor kan forbindes med overtrædelse af afrustningsaspektet i ”Ikke‐spredningsaftalen” (Non‐Proliferation Treaty) og krænkelse af civilbefolkninger i henhold til Geneve‐konventionen. Desuden ekskluderer LD Fonde virksomheder, som producerer atomvåben eller dele, som enten er essentielle for virkningen af atomvåben eller dedikeret til atomvåben, fra vores investeringsunivers.