Uro på markederne påvirker afkastet

Handelskrig og markedsuro har præget starten af 2025. Det rammer også LD Fondes afkast i øjeblikket. En forsigtig strategi giver dog en vis grad af beskyttelse i turbulente tider.

LD Vælger, der er den største investeringspulje hos Lønmodtagernes Dyrtidsmidler, har givet et negativt afkast på 0,6 % pr. 1. april 2025. For de seneste 36 måneder er afkastet 11,0 %. Afkastet i Lønmodtagernes Feriemidler er pr. 1. april på -2,7 %, og siden start er der tale om et positivt afkast på 16,2 %.

Turbulent start på 2025

Starten af 2025 har været præget af stor usikkerhed på de finansielle markeder ovenpå den amerikanske administrations udmeldinger om store stigninger i toldsatserne over for USA’s handelspartnere. I løbet af 1. kvartal blev toldsatserne primært målrettet Mexico, Canada og Kina, men ovenpå udmeldingen den 2. april har USA annonceret toldstigninger over for stort set alle samhandelspartnere. Hvorvidt handelskrigen breder sig og eskalerer fra det nuværende niveau, er endnu for tidligt at sige. Trumps udmelding om meget høje toldsatser over for EU, Japan og Kina er til forhandling. Men det er usikkert, om parterne kan nå en aftale, så størstedelen af toldstigningerne kan blive rullet tilbage.

Aktiemarkederne har reageret negativt på udmeldingerne med store fald. Kursen på statsobligationer er til gengæld steget kraftigt, da obligationsrenterne er faldet på grund af risikoen for en vækstafmatning i både USA, Europa og Asien. Ifølge finansmarkederne er risikoen for en recession i Europa og USA og en markant nedgang i den globale vækst steget.

Om det går så galt, afhænger af, om USA skifter kurs i lyset af de faldende aktiemarkeder og risikoen for en recession, hvilket vil presse præsidenten indenrigspolitisk. Desuden bliver det afgørende, hvad modreaktionen bliver fra primært Kina og EU.

I USA forsøger administrationen at få en skatteaftale forhandlet på plads i kongressen, som skal kompensere den almindelige amerikaner for de negative effekter af stigende toldsatser. Men selv hvis skattepakken vedtages, vil lempelserne først kunne få en positiv indvirkning i slutningen af 2025.

I EU vil de nyligt vedtagne militære oprustningsplaner have en positiv effekt på væksten. Særligt i Tyskland, hvor den nye regering med bred opbakning fra flere partier i parlamentet har gjort op med den tyske gældsbremse, hvilket har banet vejen for rekordstore investeringer i infrastruktur og militær.

Kina bliver særligt hårdt ramt af toldudmeldingerne fra Trump. Det sker samtidig med, at landet forsøger at få gang i væksten, som især har været tynget af flere års krise i ejendomsmarkedet. Men den kinesiske ledelse planlægger store finanspolitiske stimuli rettet mod især forbrugeren og private virksomheder.

Både dyrtidsmidler og feriemidler nyder en vis grad af beskyttelse

Samlet set er der som nævnt stor usikkerhed på kort sigt som følge af uroen omkring handelskrigen, og risikoen er, at det tipper global vækst i en negativ retning. Falder det til ro ved at parterne begynder at forhandle, er der omvendt også tegn på, at stimuli fra især finanspolitikken i de største lande kan genskabe et højt vækstmomentum.

LD Fonde investerer dyrtidsmidlerne ud fra en forsigtig tilgang. I dyrtidsmidlerne er over 40 % af investeringsformuen investeret i obligationer med høj kreditværdighed. De har leveret et positivt afkast trods den turbulens, vi oplever. Kun omkring 25 % af formuen er investeret i aktier, og inden for aktieinvesteringerne er LD Fondes strategi mere defensiv i forhold til et globalt aktieindeks.

Feriemidlerne investeres med lidt højere risiko end dyrtidsmidlerne, hvorfor andelen af aktier i investeringsporteføljen er højere. Omkring 25 % af feriemidlernes samlede formue udgøres dog af arbejdsgivertilgodehavendet, som leverer et stabilt afkast på omkring 3 %, uafhængigt af udviklingen på finansmarkederne. Ingen af porteføljerne undgår effekterne af det nuværende stormvejr på markederne, men både dyrtidsmidlerne og feriemidlerne investeres på en måde, der giver en vis beskyttelse i den aktuelle situation.