Både Lønmodtagernes Feriemidler og Lønmodtagernes Dyrtidsmidler opnåede flotte afkast i 2024, hvor finansmarkederne var præget af en økonomisk vækst, der var bedre end ventet, store kursstigninger på amerikanske teknologivirksomheder samt centralbankernes rentenedsættelser i USA og Europa.
Medlemmerne i Lønmodtagernes Feriemidler fik tilskrevet et afkast på 11,0 %, mens medlemmer i Lønmodtagernes Dyrtidsmidler fik et afkast på 8,1 % i hovedpuljen LD Vælger. De globale aktiemarkeder var den væsentligste drivkraft bag de gode resultater, men også high-grade-obligationer og kreditinvesteringer bidrog positivt. Det fremgår af LD Fondes årsrapport for 2024, som er offentliggjort i dag.
Ved udgangen af året udgjorde den samlede formue i LD Fonde 46,7 mia. kr., hvilket er en stigning på 0,3 mia. kr. i forhold til året før. Stigningen skyldes de høje afkast, der mere end opvejede de løbende udbetalinger til medlemmerne.
Styrket indsats for ansvarlige investeringer
I 2024 tog LD Fonde nye skridt for at styrke arbejdet med ansvarlige investeringer. LD Fonde blev bl.a. medlem af Labour Rights Investor Network (LRIN), der arbejder for bedre arbejdsvilkår globalt, og Nature Action 100, som understøtter virksomheder i at tage større hensyn til biodiversitet. Samtidig skærpede LD Fonde sine eksklusionskriterier for olie- og gasselskaber og udvidede eksklusionslisten til at omfatte statsobligationer og aktier i statslige selskaber i lande med alvorlige menneskerettighedskrænkelser.
”Vi arbejder målrettet for at sikre gode afkast til medlemmerne, samtidig med at vi tager ansvar for, hvad vi investerer i. I 2024 skærpede vi vores politikker og brugte vores aktionærrettigheder til at arbejde for en grøn og retfærdig omstilling. Vi fortsætter dette arbejde i 2025, selvom vi er opmærksomme på, at den politiske udvikling i USA gør det mere udfordrende,” siger Lars Mayland Nielsen.

Nøgletal fra LD Fonde Årsrapport 2024
LD Fonde
- Samlet medlemsformue på 46,7 mia. kr.
- Resultat efter omkostninger og pensionsafkastskat på 3,4 mia. kr. fordelt på 1,9 mia. kr. i Lønmodtagernes Feriemidler og 1,5 mia. kr. i Lønmodtagernes Dyrtidsmidler.
- Investeringsafkast på 3,9 mia. kr. fordelt på 2,1 mia. kr. i Lønmodtagernes Feriemidler og 1,8 mia. kr. i Lønmodtagernes Dyrtidsmidler.
Lønmodtagernes Feriemidler
- Medlemsformue på 22,4 mia. kr.
- 645.000 medlemmer.
- Tilskrevet afkast efter omkostninger og pensionsafkastskat på 11,0 %
- 24 % af medlemsformuen hos arbejdsgivere og 76 % investeret.
Lønmodtagernes Dyrtidsmidler
- Medlemsformue på 24,3 mia. kr.
- 360.000 medlemmer.
- Medlemmer kunne i 2024 vælge at placere deres opsparing i hovedpuljen LD Vælger, tre aktiepuljer (LD Globale Aktier, LD Miljø & Klima og LD Danske Aktier) og/eller to obligationspuljer (LD Korte Obligationer og LD Mixed Obligationer).
- Ca. 89 % af formuen var i 2024 i hovedpuljen LD Vælger.
- LD Vælger fik et tilskrevet afkast på 8,1 % efter omkostninger, LD Globale Aktier fik 23,3 %, LD Miljø & Klima fik 15,2 %, LD Danske Aktier gav et negativt tilskrevet afkast på -0,8 %, LD Korte Obligationer fik 4,6 % og LD Mixed Obligationer fik 5,3 %.