Den årlige højsæson for generalforsamlinger lakker mod enden. Det er en periode, hvor vi har særligt travlt med at varetage vores aktive ejerskab. For på generalforsamlingerne har vi direkte mulighed for at få indflydelse på de virksomheder, vi investerer i. Igen i år har LD Fonde støttet mange forslag til at fremme klima- og miljømæssige forhold samt sikre bedre sociale standarder. Vi har samtidig stemt imod initiativer, som vi har vurderet, har været for uambitiøse.
Amir Hassan, der er ESG-analytiker i LD Fonde, har de seneste måneder dagligt taget stilling til LD Fondes afstemning på både danske og internationale virksomheders generalforsamlinger.
Fokus på bedre rettigheder for arbejdstagere
Vi har igen i år prioriteret at stemme for forslag, der har til hensigt at sikre bedre forhold for ansatte i de virksomheder, vi investerer i. Det har vi fx gjort ved generalforsamlingen i en af USA’s største banker, Wells Fargo, og i en af de førende amerikanske fødevareproducenter, Tyson Foods.
Hos Wells Fargo har vi stemt for et forslag, der opfordrer til at gennemføre en uafhængig vurdering af virksomhedens overholdelse af foreningsfrihed og kollektive forhandlinger. Vurderingen skal evaluere ledelsens indblanding, når medarbejdere forsøger at danne eller tilslutte sig fagforeninger, og anbefale mulige forbedringer.
I Tyson Foods har vi støttet et forslag om at gennemføre en uafhængig vurdering af virksomhedens politikker og praksisser i forhold til at forhindre ulovligt børnearbejde i hele virksomhedens værdikæde. Vurderingen skal offentliggøres på virksomhedens hjemmeside og skal bl.a. indeholde anbefalinger til handling og løbende rapportering om fremskridt.
Beskyttelse af natur og biodiversitet
Ved generalforsamlingen i Tyson Foods stemte vi desuden for et forslag om, at virksomheden arbejder for at opnå verificerede skovrydningsfrie forsyningskæder inden 2025, samt at Tyson Foods begynder at vurdere og rapportere om deres afhængighed og påvirkning af biodiversitet i tråd med anbefalinger fra Task Force for Nature Related Financial Disclosures (TNFD).
”Natur og biodiversitet udgør grundlaget for omtrent halvdelen af verdensøkonomien og dermed også for mange af de virksomheder, som LD Fonde har investeret i. Ved at beskytte natur og biodiversitet, kan virksomheder reducere risici og fremme en bæredygtig fremtid - både for dem selv og for samfundet. Det forsøger vi at presse på for ved at bruge vores stemmeret på generalforsamlinger”, siger Amir Hassan.
LD Fonde stemmer på generalforsamlinger for alle danske børsnoterede selskaber, hvor vi er aktionær. Vi stemmer også på mange udenlandske børsnoterede selskabers generalforsamlinger.
De forslag, vi støttede hos hhv. Wells Fargo og Tyson Foods, blev desværre ikke vedtaget, da tilslutningen var for lav.