LD Vælger, der er den største investeringspulje hos Lønmodtagernes Dyrtidsmidler, har givet et positivt afkast på 3,9 % i 1. halvår 2024. Afkastet i Lønmodtagernes Feriemidler er pr. 30. juni på 5,9 %. Efter et stærkt 1. kvartal har 2. kvartal 2024 været en anelse mere afdæmpet. Markedet i 1. halvår var drevet af tre overordnede temaer – global vækst, høj koncentration i aktiemarkedet og politisk usikkerhed.
Stærke aktiemarkeder og global vækst i fokus
Aktiemarkederne viste i starten af året pæne stigninger, hvilket lå i forlængelse af et pænt afkast de sidste måneder af 2023. Globale aktier målt ved MSCI verdensindekset har givet et afkast på 15,0 % år-til-dato målt i danske kroner. Danske aktier repræsenteret ved det ledende OMXC25-indeks har givet et afkast på 8,3 % i 1. halvår 2024.
Væksten i den amerikanske økonomi er aftagende, men stadig robust, mens den europæiske økonomi ser ud til at være i et moderat opsving efter en periode med lav vækst. Inflationen fortsætter i de største økonomier sin faldende tendens, om end kerneinflationen fortsat ligger over centralbankernes målsætninger.
Samlet set betyder det, at centralbankerne formentlig vil kunne lempe pengepolitikken i løbet af 2024. Det skaber et relativt gunstigt makroøkonomisk miljø med positiv økonomisk vækst uden risiko for overophedning, samtidig med at inflationspresset aftager, og giver gode forudsætninger for finansiel stabilitet og moderat stigende aktivpriser i 2024.
Høj koncentrationsrisiko i aktiemarkedet
De 6 største aktier i S&P 500-indekset har stået for over 70 % af indeksets værditilvækst i 2024. Særligt Nvidia-aktien er steget og er blevet verdens mest værdifulde aktie drevet af den stærke efterspørgsel efter og forventninger til kunstig intelligens-relaterede selskaber.
Nu udgør de 6 største aktier i S&P 500-indekset over 30 % af markedsværdien. Den høje koncentration i et fåtal af aktier er historisk usædvanlig og indebærer, at en eventuel korrektion i disse aktier vil få store negative konsekvenser for det samlede aktiemarked. Den høje koncentration gør det også svært for investorer at sikre både stor spredning af risiko på tværs af geografi, sektorer og selskaber og lave afvigelser fra verdensaktieindekset.
Politisk risiko
Den politiske usikkerhed er generelt stigende og har haft mærkbare effekter på finansmarkederne. Et aktuelt eksempel er den uro, som udskrivelsen af det franske parlamentsvalg har skabt med stigende rentespænd til tyske statsobligationer og faldende franske aktiekurser.
Derudover holdes der parlamentsvalg i Storbritannien den 4. juli, hvor Labour ser ud til at opnå en markant valgsejr. Det amerikanske præsidentvalg i november er dog den begivenhed, der vækker størst nervøsitet på de finansielle markeder, da udfaldet kan have betydelige konsekvenser for den økonomi-ske politik og dermed markedsudviklingen.
Som alle andre investorer følger vi i LD Fonde nøje den politiske udvikling og dens mulige indflydelse på de finansielle markeder i 2. halvår 2024.