Efter en offentlig udbudsrunde hen over sommeren har LD Fonde valgt at fortsætte samarbejdet med henholdsvis Nykredit Portefølje Administration og J.P. Morgan. Nykredit Portefølje Administration administrerer allerede i dag investeringerne hos LD Fonde. J.P. Morgan udfylder tilsvarende allerede rollen som depositar og depotbank.
I udbuddet har LD Fonde ud over kvaliteten på ydelserne vægtet prisen meget højt.
”Vi har kunnet konstatere, at alle tilbudsgivere har været særdeles skarpe på priserne. Partnerskabet Nykredit Portefølje Administration og J.P. Morgan kom med det økonomisk mest fordelagtige tilbud, dvs. det bedste forhold mellem kvalitet og pris, hvilket i sidste ende kommer vores medlemmer til gode,” siger Charlotte Mark og fortsætter:
”Den opgave, som Nykredit Portefølje Administration i samarbejde med J.P. Morgan skal løfte for LD Fonde, er krævende. Der er tale om vitale ydelser, der kræver både viden, teknisk kompetence og effektive processer. Vi har allerede stor tillid til de to samarbejdspartnere, vi har valgt, og ser derfor frem til at fortsætte samarbejdet med to så dygtige spillere på området.”
De to fremtidige samarbejdspartnere skal administrere en samlet investeringsformue i Kapitalforeningen LD på ca. 40 mia. kr.
Direktør i Nykredit Portefølje Administration, Erling Skorstad, udtaler:
”Vi er utroligt glade for, at LD Fonde endnu en gang har udvalgt os til at forvalte deres investeringsformue. Det er en kompleks opgave, og derfor er det glædeligt, at LD Fonde ser os som deres naturlige samarbejdspartner, der kan løfte ansvaret. Vi ser frem til at fortsætte det gode, mangeårige og tætte samarbejde med LD Fonde, og vi glæder os til også i de kommende år at være med til at udvikle deres forretning.”
Fra J.P. Morgan, der fortsat skal fungere som depotbank og depositar, udtaler Head of Nordic Platform Sales Allan Nedergaard:
“Vi værdsætter det fortsatte samarbejde med vores kunder, og vi er beæret over, at LD Fonde har betroet J.P. Morgan med fortsat at levere depositar- og depotbankydelsen i samarbejde med Nykredit Portefølje Administration A/S. Vi ser frem til det fortsatte tætte samarbejde med LD Fonde.”
LD Fonde har hovedparten af investeringerne placeret i dattervirksomheden Kapitalforeningen LD. Ved at placere LD Fondes børsnoterede aktiver i Kapitalforeningen LD er det muligt at outsource investeringsforvaltningsopgaver og sikre en effektiv og prisbevidst drift af teknisk og juridisk krævende funktioner hos samarbejdspartnere, der er specialiserede inden for disse områder.
LD Fonde administrerer Lønmodtagernes Feriemidler og Lønmodtagernes Dyrtidsmidler med en samlet formue på 46 mia. kr.