Afkastet i LD Vælger, der er den største investeringspulje hos Lønmodtagernes Dyrtidsmidler, ligger den 4. maj 2022 på et negativt afkast på -4,7 %. På 36 måneders sigt har puljen givet et positivt afkast på 9,1 %. Afkastet hos Lønmodtagernes Feriemidler er ikke overraskende også negativt. Det ligger ved udgangen af april 2022 på -4,8 %.
De negative afkast rammer i øjeblikket alle investorer og skyldes rentestigninger, faldende aktiemarkeder, en stigende inflation samt krigen i Ukraine.
Rentestigninger og faldende aktiemarkeder
Rentestigninger og kursfald på aktiemarkederne har siden efteråret 2021 præget finansmarkederne.
Renten på amerikanske 10-årige statsobligationer er steget fra 1,73 % til 2,97 % på blot to måneder. Renten på en tysk 10-årig statsobligation er steget fra -0,08 % til 0,95 % i samme periode. Det er de største rentestigninger på så kort tid i flere årtier. Det giver tilsvarende store kursfald for obligationer, når renten stiger så meget. På det danske obligationsmarked har konverterbare realkreditobligationer haft en svær start på året. LD Fonde har historisk en høj andel af danske realkreditobligationer i porteføljen, hvilket har bidraget negativt til det samlede afkast i årets første måneder.
Siden starten af 2022 er OMXC25-indekset faldet med 12,1 %, og globale aktier, målt som MSCI Verden-indekset, er faldet med 13,8 %. Værst er det dog gået ud over de amerikanske teknologi-aktier, repræsenteret ved NASDAQ-indekset, som i 2022 er faldet med 20,4 %.
Inflation giver svær pengepolitisk balance
Arbejdsmarkedet i USA er presset. Arbejdsløsheden i USA falder fortsat og ligger aktuelt på blot 3,6 %. I eurozonen falder arbejdsløsheden også og ligger p.t. på 7,2 %, dog med større udsving. I Tyskland er arbejdsløsheden faldet til 5 %. Lav arbejdsløshed peger på, at den underliggende økonomi er stærk. Ledende indikatorer for vækst i fremstillingssektoren i både USA og eurozonen ligger fortsat højt, om end de senere måneder har budt på fald. Servicesektoren er fortsat stærk, og langt flertallet af virksomhedernes regnskaber for første kvartal 2022 har været positive.
Den primære årsag til kursfald på aktie- og obligationsmarkederne er den stigende inflation. Forbrugerprisindekset i USA steg med 8,5 % i marts. I Tyskland steg forbrugerindekset i samme periode med 7,3 %. Den slags stigninger i forbrugerpriser er ikke set siden 1980’erne. Det har sat centralbankerne på en svær opgave. Både den amerikanske og den europæiske centralbank har kraftigt indikeret, at de er villige til at sætte renten op, hvilket har presset både det korte og det lange renteniveau op.
Historisk har aktiemarkederne aldrig brudt sig om kombinationen af stigende inflation, stigende obligationsrenter og centralbanker, der strammer pengepolitikken. Det er her årsagen til de faldende aktiemarkeder skal findes. Krigen i Ukraine og stigende spændinger mellem Rusland og Vesten bidrager til at skabe yderligere uro. Endelig har nye udbrud af Covid-19 i Kina medført, at de kinesiske myndigheder i stor stil ”lukker ned” for selv store byer og havne. Det har bremset afskibning af varer til både Europa og USA. Det påvirker den økonomisk vækst i Kina negativt og skaber samtidig flaskehalse på varemarkederne i Europa og i USA. Det mærkes så i form af stigende priser på både varer og fødevarer.
En af centralbankernes vigtigste funktioner er at holde inflationen stabil. Stigende inflation kræver derfor en stramning af pengepolitikken. En stramning af pengepolitikken er, som tidligere nævnt, ikke noget finansmarkederne bryder sig om. Mange frygter ligefrem, at en stramning vil føre til en generel opbremsning af den økonomiske vækst, der tales endog om recession. Udsigterne er dermed mindre positive for både aktier og obligationer, og det må forventes, at de globale finansmarkeder også fremover vil være præget af store kursudsving.
De primære puljer hos LD Fonde har dog en høj grad af diversifikation samt en lang investeringshorisont, hvilket er positivt for fremtidige afkast.
En organisation – to fonde
LD Fonde forvalter både de opsparede dyrtidsmidler og de opsparede feriemidler. LD Fonde har en bred investeringsportefølje, hvor et investeringsfællesskab mellem Lønmodtagernes Dyrtidsmidler og Lønmodtagernes Feriemidler sikrer lave omkostninger og adgang til kvalificeret investeringsrådgivning på alle væsentlige områder. De to fonde har de samme ”byggesten” at investere i, men investerer hver især med forskellige vægte i ”byggestenene”.