Folketinget vedtog i januar 2018 en ny ferielov, der betyder, at lønmodtagere fra september 2020 kan få udbetalt feriepenge stort set samtidig med optjeningen af feriedagene, den såkaldte samtidighedsferie.
For at der i forbindelse med den nye ferielov ikke inden for det samme år skal ske udbetaling af både tidligere års optjente feriepenge og feriepenge optjent med den nye ferielov vedtog folketinget ”Lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler”. Loven betyder, at feriemidler optjent i et overgangsår fra 1. september 2019 til 31. august 2020 indbetales til en fond.
Loven har til formål at sikre såvel lønmodtagernes krav på tilgodehavende feriemidler som at give arbejdsgiverne mulighed for at beholde de tilgodehavende feriemidler, indtil de forfalder til betaling. Til at sikre dette formål blev det besluttet at oprette fonden Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, i daglig tale Lønmodtagernes Feriemidler, som en særskilt økonomisk enhed i Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Fonden skal forestå midlernes indbetaling, forvaltning og udbetaling.
Lønmodtagernes Feriemidler hører under Beskæftigelsesministeriets ressort, og Finanstilsynet skal påse, at fonden overholder reglerne ved forvaltning af midlerne.