Den finansielle udvikling i 2024
2024 blev endnu et år med stærke resultater på investeringsfronten, hvor finansmarkederne klarede sig bedre end forventet.
Året begyndte med bekymring for, om de rentestigninger, som de europæiske og amerikanske centralbanker gennemførte i 2022-23, ville føre til økonomisk tilbagegang, stigende arbejdsløshed og lavere forbrug. Det gik imidlertid langt bedre end forventet - især i USA, hvor vækstudsigterne blev markant forbedret i løbet af året. I Europa og Kina var væksten mere afdæmpet, men samlet set var der solid fremgang i verdensøkonomien.
Aktiemarkederne leverede særligt høje afkast i 2024. Et stærkt arbejdsmarked og lempelser i pengepolitikken understøttede den økonomiske udvikling og dermed virksomhedernes indtjeningsevne, og det brede amerikanske aktieindeks S&P 500 steg med over 20 % i løbet af året. Årets helt store tema var de markante kursstigninger blandt de syv største amerikanske teknologivirksomheder, de såkaldte ”Magnificent 7”. Ved årets afslutning udgjorde de syv virksomheder over en tredjedel af S&P 500, hvilket er historisk højt. Fremgangen blev drevet af en betydelig stigning i virksomhedernes indtjeningsevne, men også af markedets forventninger til produktivitetsgevinster fra bl.a. kunstig intelligens. De danske aktier, som kun udgør en lille del af aktieporteføljen, klarede sig samlet set dårligt i 2024, hvor C25-indekset endte en smule i minus for året. Det skyldes bl.a. faldende aktiekurser for Novo Nordisk og Vestas.
De store centralbanker begyndte i 2024 at lempe pengepolitikken efter flere år med stramme finansielle forhold. Ved årets begyndelse forventede markedsdeltagere rentenedsættelser på omkring 1,5 procentpoint. Imidlertid viste økonomien og arbejdsmarkedet sig mere robuste end forudset, og inflationen aftog ikke helt så hurtigt, som ventet. Derfor valgte både den europæiske og den amerikanske centralbank først at nedsætte styringsrenterne fra sommeren og samlet set med 1 procentpoint over året.
Afkastet på sikre obligationer med mellemlang løbetid var 4-5 % i 2024. Ved årets afslutning var renteniveauerne stadig på et niveau, der giver mulighed for fornuftige afkast fremadrettet. Den robuste økonomiske udvikling og øget risikoappetit førte til kursstigninger på kreditinvesteringer drevet af en indsnævring af kreditspændene. Det bidrog til et pænt afkast for kreditinvesteringer på 7-8 %.
2024 blev således et godt investeringsår på tværs af aktivklasser, hvor investorerne ikke mistede troen på fremgang trods en verden med betydelige udfordringer i form af krig, handelspolitiske spændinger og høje gældsniveauer i mange af de største økonomier, herunder USA.