Investering

De opsparede feriemidler forvaltes af Lønmodtagernes Feriemidler. Nogle af feriemidlerne er indbetalt til investering hos fonden, andre af feriemidlerne vælger arbejdsgiverne at beholde i kortere eller længere tid.

Det er LD Fondes opgave at sikre lønmodtagernes feriemidler og samtidig gøre det muligt for arbejdsgiverne at beholde midlerne, så længe der er behov for dette – dog senest med indbetaling, når lønmodtageren forlader arbejdsmarkedet.

Hvor mange af feriemidlerne, der vil være placeret hos arbejdsgiverne, og hvor mange der bliver indbetalt til os, er endnu uvist.

Alle lønmodtagere får det samme afkast

Det er op til arbejdsgiverne, om de vil beholde de optjente feriemidler i virksomheden, eller om de vil indbetale feriemidlerne til Lønmodtagernes Feriemidler. Midler, der beholdes i virksomheden, opskrives med en indeksering, der svarer til lønudviklingen. De kan også vælge en kombination, hvor de indbetaler for nogle medarbejdere men ikke for andre. Hver enkelt arbejdsgiver træffer sit eget valg.

Afkastet på Lønmodtagernes Feriemidlers formue omfatter både den indeksering, arbejdsgivernes gæld tillægges, hvis de beholder pengene i virksomheden, og det afkast, som investering af de indbetalte feriemidler kan give. Det vil sige, at en del af feriemidlerne er placeret som et sikkert aktiv hos arbejdsgiverne, idet tabsrisikoen her er lille. Dertil kommer, at der ikke skal betales pensionsafkastskat af det afkast, som indekseringen bidrager med til lønmodtagernes feriemidler. Den anden del af feriemidlerne investeres af os, og denne del af afkastet skal der betales almindelig pensionsafkastskat af.

Det vil ikke få betydning for den enkelte lønmodtager, hvad ens arbejdsgiver vælger at gøre, for resultatet af både indekseringen af midlerne hos arbejdsgiverne og afkastet af de indbetalte feriemidler fordeles således, at alle lønmodtagere får samme procentvise tilskrivning på deres opsparing. Hvordan fordelingen bliver, ved vi ikke endnu.

Forvaltningen af feriemidlerne skal ske til størst mulig gavn for lønmodtagerne. Det indebærer, at der skal tilstræbes den højest mulige forrentning under hensyntagen til investeringsrisici.

Scenarier for investeringsstrategien

Arbejdsgivernes beslutninger vil få betydning for Lønmodtagernes Feriemidlers investeringsstrategi. Vi kommer derfor til at arbejde med forskellige scenarier, da der ikke er nogen sikre indikationer på, hvordan arbejdsgiverne vil forholde sig til de tilgodehavende feriemidler – altså hvor mange arbejdsgivere, der vælger at indbetale feriemidlerne til os med det samme, og hvor mange der vælger at beholde midlerne i virksomheden.

Alt i alt har arbejdsgiverne indberettet feriemidler for 108 mia. kr. Efter de førtidige udbetalinger forventes der at være godt 20 mia. kr. i Lønmodtagernes Feriemidler.