Har du spørgsmål, der ikke allerede er besvaret nedenfor, er du velkommen til at kontakte os.
-
Hvilken lønperiode har jeg oprindeligt indberettet feriemidler for, og kan jeg se, hvad jeg har indberettet?
De feriemidler, du som arbejdsgiver har indberetter til Lønmodtagernes Feriemidler, er optjent i lønperioden 1. september 2019 til 31. august 2020 – svarende til 1 års ferie. De blev optjent i overgangsåret til den nye ferielov.
På virk.dk kan du som arbejdsgiver se de indberetninger, du har foretaget via eIndkomst.
-
Hvornår skal jeg senest indbetale mine medarbejderes indefrosne feriemidler til Lønmodtagernes Feriemidler?
Du kan vælge at beholde dine medarbejderes indefrosne feriemidler i din virksomhed, så længe dine medarbejdere stadig er på arbejdsmarkedet. Når du har medarbejdere, der har nået folkepensionsalderen eller har forladt arbejdsmarkedet, får du en opkrævning på deres indefrosne midler. Du får en opkrævning en gang om året.
Du kan også vælge at indbetale frivilligt på ethvert tidspunkt, dog minimum samlet for én person, og du skal som virksomhed selv vælge, hvilke medarbejdere du ønsker, at indbetalingerne skal dække.
En gang om året modtager du en opkrævning for medarbejdere, der har ret til at få de opsparede feriemidler udbetalt fra Lønmodtagernes Feriemidler. Altså de medarbejdere, der har nået folkepensionsalderen eller har forladt arbejdsmarkedet.
-
Hvis jeg vælger at indbetale de opsparede feriemidler, skal jeg så indbetale for alle mine medarbejdere, eller kan jeg betale for nogen og afvente at betale for andre?
Du kan som arbejdsgiver selv vælge, om du ønsker at indbetale for nogle grupper af dine medarbejdere og afvente med at indbetale for andre grupper. Der skal altid indbetales en hel saldo per lønmodtager. Du kan altså ikke nøjes med at indbetale halvdelen af en medarbejders opsparede feriemidler, når først du vælger at indbetale.
Indbetaling skal senest ske, når din medarbejder opnår folkepensionsalderen.
-
Hvad betyder det for mine medarbejdere, om jeg vælger at beholde eller indbetale feriemidlerne?
Det har ingen umiddelbar betydning for dine medarbejdere, om du vælger at beholde feriemidlerne i virksomheden, eller om du indbetaler dem til Lønmodtagernes Feriemidler. Alle lønmodtagere får den samme procentsats tilskrevet deres opsparing hvert år, uanset hvor feriemidlerne er placeret. Men da det er forventningen, at afkastet af investeringerne vil være højere end lønudviklingen, har det betydning for lønmodtagerne samlet set, hvor stor andelen, der indbetales til Lønmodtagernes Feriemidler, bliver.