Udbetaling ved dødsfald

LD-opsparingen vil ved dødsfald altid tilfalde boet efter den afdøde.

Når et medlem af Lønmodtagernes Dyrtidsmidler dør, tilfalder LD-opsparingen altid boet. Lønmodtagernes Dyrtidsmidler får automatisk besked om dødsfald fra cpr-registeret, hvis medlemmet havde en dansk folkeregisteradresse.

Udbetaling til boet

Det afdøde medlems opsparing bliver udbetalt til afdødes NemKonto ca. to uger efter, at vi har fået oplysning om dødsfaldet fra cpr-registeret. I forbindelse med udbetalingen indberetter vi automatisk oplysninger om udbetalingen til skifteportalen samt medsender et brev til boet. 

Hvis medlemmet ikke havde en Nemkonto, tager vi kontakt til den person, som skifteretten har udpeget som kontaktperson eller bobestyrer, for at få kontooplysninger, så vi kan udbetale opsparingen.

Hvad skal de efterladte gøre?

Som pårørende behøver du ikke selv at gøre noget for at få udbetalt LD-opsparingen. Når Lønmodtagernes Dyrtidsmidler har modtaget meddelelsen fra cpr-registeret, bliver LD-opsparingen forsøgt udbetalt til afdødes NemKonto.

Hvis medlemmet havde bopæl i udlandet

Hvis du er pårørende til et medlem, der var bosiddende i udlandet, er det vigtigt, at du kontakter Lønmodtagernes Dyrtidsmidler, da vi ikke altid automatisk får besked om dødsfald uden for Danmark.

LD-opsparingen vil ved dødsfald altid tilfalde boet efter den afdøde. Lønmodtagernes Dyrtidsmidler kan ikke udbetale til en arving uden at have dokumentation for, at udbetalingen sker efter reglerne for bobehandlingen.