Om skatterabat

Tager du imod skatterabatten, omlægges din LD-opsparing til en LD-aldersopsparing, som kan udbetales afgiftsfrit, når du ønsker det. Vi skriver til dig, når tid er.

Du skal betale en afgift til staten af den opsparing, du har hos Lønmodtagernes Dyrtidsmidler. Afgiften skal betales senest den dag, du ønsker at få udbetalt din LD-opsparing. Siden 2015 har du fået afgiften nedsat, hvis den indbetales til staten, inden bestemte frister.

Skatterabatten består i den nedsatte afgift. Efter betaling af den nedsatte afgift, er det et nettobeløb, der står på din konto.

Behold din opsparing efter rabatten

Afgiften kan indbetales til staten, uden at din opsparing udbetales. Det giver mulighed for at fortsætte med en LD-aldersopsparing, som kan udbetales uden afgift, når du ønsker det.

Brev og tidsfrister

Ca. 6 måneder efter din 60 års fødselsdag modtager du et brev fra Lønmodtagernes Dyrtidsmidler om skatterabat.

Hvis du ikke senest 5 måneder før din 61 års fødselsdag har fået brev fra os, så kontakt os. Brevet kan ligge i din e-Boks.

Jeg synes da, det er dejligt, at man får en skatterabat. Jeg betaler min skat med glæde, men det er altid dejligt at få rabat.

Helena Camille Andersen

Kontorassistent

Du får rabatten automatisk

I brevet oplyser vi, at vi sørger for, at du får din rabat inden for den tidsfrist, der gælder for dig. Er du tilfreds med det, skal du ikke gøre noget.

For langt de fleste vil det være en fordel at tage imod skatterabatten, da det giver et større beløb til udbetaling.

Du får rabatten ved at betale en afgift, der er lavere end den normale sats. Det er et krav, at afgiften overføres til staten inden for bestemte tidsfrister, og det sørger vi for, med mindre du siger nej tak.

Hvis vi ikke hører fra dig, betaler vi afgiften. Du kan i brevet se, hvornår det sker. Bagefter vil du kunne se det endelige afgiftsbeløb ved at logge på din LD-konto.

Vigtig tidsfrist for at sige nej tak

Tidsfristen for at sige nej tak fremgår af det brev, vi sender til dig. Hvis du allerede har sagt nej tak til din skatterabat, kan du logge på selvbetjeningen og se, at din opsparing videreføres som hidtil. Du vil også kunne se fristen for skatterabat ved udbetaling, som du i så fald selv skal holde øje med.

Ved at sige nej tak bevarer du muligheden for at flytte opsparingen til en livrente eller ratepension med løbende udbetalinger. Hvis du modsat lader os betale den nedsatte afgift, kan du flytte LD-opsparingen til andre lignende pensionssummer.

Når først afgiften er betalt, kan den ikke trækkes tilbage fra staten. Så ønsker du at fravælge skatterabatten, skal det ske inden udløbet af den tidsfrist, vi har oplyst i brevet.

Når først afgiften er betalt, kan hele beløbet på din LD-aldersopsparing udbetales afgiftsfrit. Din ret til udbetaling ændres ikke. Du kan fortsat bestille udbetaling både før og efter omlægning til en LD-aldersopsparing.