Frem til starten af 1980'erne fik mange lønmodtagere automatisk dyrtidsreguleret deres løn, hver gang prisniveauet steg. Reguleringen skulle kompensere for prisstigninger og sikre reallønnen.
Ved augustforliget i 1976 vedtog et bredt flertal af Folketinget, at hvis prisstigningerne udløste mere end en dyrtidsportion pr. halvår, skulle de ekstra dyrtidsportioner ikke udbetales som løn, men indefryses. Der blev således lagt en dæmper på lønudviklingen for at begrænse prisstigningerne. Der blev tale om to indefrosne dyrtidsportioner, som Staten i 1980 indsatte på 2,5 mio. individuelle lønmodtagerkonti.
De indefrosne dyrtidsportioner blev til en personlig opsparing, der senere skulle komme den enkelte lønmodtager til gode som en engangssum, når lønmodtageren ønskede det, forudsat at han eller hun er fyldt 60 år.
Investeringsstrategi for dyrtidsmidlerne
Investeringspolitikken for Lønmodtagernes Dyrtidsmidler tager udgangspunkt i den forventede udvikling i medlemsformuen. LD Fonde udarbejder flerårige prognoser for udviklingen i formuen og opererer med et hovedforløb, hvor Lønmodtagernes Dyrtidsmidlers formue forventes at falde med ca. 30 pct. over de næste fem år.
Investeringspolitikken tilrettelægges under hensyntagen til den usikkerhed, der knytter sig til medlemmernes udbetalingsadfærd. Mange medlemmer vælger at udskyde udbetalingen nogle år, og LD Fonde forvalter derfor betydelige midler for udbetalingsberettigede medlemmer. Formuen hos udbetalingsberettigede medlemmer udgør ca. 60 pct. af formuen, og det stiller særlige krav til LD Fondes investeringer, som skal være forholdsvis likvide.
