Puljerne hos Morningstar

Morningstar foretager månedligt en rating af puljerne hos Lønmodtagernes Dyrtidsmidler ved tildeling af op til fem stjerner.

Hvis Morningstar tildeler 5 stjerner, betyder det, at puljen er blandt de bedste 10 pct. i sin kategori, mens 1 stjerne viser, at puljen ligger blandt de dårligste 10 pct.

LD Aktier & Obligationer, som udgør næsten 100 % af hovedpuljen LD Vælger, har i en flerårig periode ligget helt i top med 5 stjerner i de fleste måneder. Det betyder en placering i den bedste tiendedel.

Morningstar benytter sig af mindst tre års historik, når de vurderer de enkelte puljer.

På siden Afkast og risiko kan du i kolonnen til højre få et samlet overblik over de seks investeringspuljers rating - altså antal stjerner.

Puljernes rating

I nedenstående links kan du klikke på en pulje for at følge Morningstars mere detaljerede vurdering af de enkelte puljer med flere risikooplysninger.

Det er ikke muligt for Morningstar at rate LD Vælger, da denne pulje, ud over de børsnoterede investeringer, også indeholder ikke-børsnoterede aktiver. Men LD Aktier & Obligationer nedenfor udgør 99,7 % af LD Vælger.

LD Aktier & Obligationer (LD Vælger)

LD Danske Aktier

LD Globale Aktier

LD Miljø & Klima

LD Korte Obligationer

LD Mixed Obligationer

På Morningstars hjemmeside kan du finde forklaringer under Metodik.

Nedenfor giver vi nogle forklaringer på nogle af begreberne.

Forklaring på udvalgte begreber:
  • Sharpe Ratio

    Måler det risikojusterede afkast og beregnes typisk som merafkastet i forhold til den risikofrie rente målt op mod standardafvigelsen på merafkastet. Med andre ord, desto højere Sharpe Ratio, jo bedre har investeringen været.

  • R-kvadrat

    Morningstar anvender risikonøgletallet R-kvadrat til at måle, hvor stor en andel af en fonds udsving, der kan forklares med markedets udsving. R-kvadrat varierer mellem 0 og 100 pct., og 100 pct. betyder, at fondens udsving fuldt ud kan forklares med udsving i markedet, mens eksempelvis en R-kvadrat på 35 pct. fortæller, at 35 pct. af udsvingene skyldes markedets udsving. Jo højere R-kvadrat er, jo sikrere indikatorer er alfa og beta.

  • Beta

    Beta er en metode til at bestemme en fonds følsomhed for svingninger i dets marked. Morningstar beregner risikonøgletallet beta ved at sammenligne puljens udsving de seneste 36 måneder i et fastlagt markedsindeks. En beta på 1,00 betyder, at puljen svinger fuldstændig som markedet. En beta på under 1,00 betyder, at puljen påvirkes i mindre grad af hændelser i markedet, end markedet selv gør. Hvis beta er over 1,00 svinger puljens værdi mere end markedet, hvilket betyder, at hvis markedet stiger, så stiger puljen mere, og hvis markedet falder – falder puljen endnu mere.

  • Alfa

    Morningstar beregner alfa over de seneste 36 måneder. Alfa måler puljens faktiske udvikling i forhold til den forventede udvikling, som beta indikerer. En positiv alfa betyder, at puljen har klaret sig bedre end forventet på baggrund af risikoen målt ved beta. Og en negativ alfa betyder det modsatte.

Fordeling af puljer hos Morningstar

Morningstar foretager månedligt en rating af puljerne ved tildeling af op til fem stjerner efter fordeling af puljerne i den enkelte gruppe som vist på figuren nedenfor.

Morningstar vurderer puljerne i Lønmodtagernes Dyrtidsmidler på samme vilkår, som de vurderer tilsvarende investeringsprodukter i Europa. Det betyder bl.a., at puljerne kan sammenlignes med flere hundrede investeringsforeningsafdelinger, der udbydes af de danske investeringsforeninger.

Topplaceringen med fem stjerner betyder således, at puljen er placeret i den bedste tiendedel, hvilket må vurderes at væres særdeles tilfredsstillende. Fire stjerner kan karakteriseres som meget tilfredsstillende, mens tre stjerner er tilfredsstillende.

Morningstars rating
  • Hvad dækker ratingen?

    Morningstar vurderer afdelingerne ud fra en række kriterier om afkast, risiko og omkostninger og tildeler afdelingerne mellem 1 og 5 stjerner alt efter, hvor godt den enkelte afdeling har klaret sig. Ratingen er en sammenvægtning af puljens løbende resultater på tre og fem års sigt og opdateres af Morningstar en gang om måneden.

  • Hvad betyder antallet af stjerner?

    Den enkelte fond kategoriseres ud fra sit investeringsunivers i en gruppe med sammenlignelige europæiske fonde. Afkastet analyseres på minimum tre års sigt, idet der i muligt omfang suppleres med afkast på fem og ti års sigt. Det langsigtede afkast vægtes højere end det kortsigtede.