Morningstar vurderer kun Lønmodtagernes Dyrtidsmidlers egne puljer, ikke de eksterne puljer. Det er derudover ikke muligt for Morningstar at rate LD Vælger, da denne pulje, ud over de børsnoterede investeringer, også indeholder ikke-børsnoterede aktiver.
I nedenstående links finder du flere risikooplysninger hos Morningstar, der vedrører vores egne puljer.
På morningstar.dk kan du finde forklaringer under Metodik. Nedenfor giver vi nogle forklaringer på nogle af begreberne.
-
Sharpe Ratio
Måler det risikojusterede afkast og beregnes typisk som merafkastet i forhold til den risikofrie rente målt op mod standardafvigelsen på merafkastet. Med andre ord, desto højere Sharpe Ratio, jo bedre har investeringen været.
-
R-kvadrat
Morningstar anvender risikonøgletallet R-kvadrat til at måle, hvor stor en andel af en fonds udsving, der kan forklares med markedets udsving. R-kvadrat varierer mellem 0 og 100 pct., og 100 pct. betyder, at fondens udsving fuldt ud kan forklares med udsving i markedet, mens eksempelvis en R-kvadrat på 35 pct. fortæller, at 35 pct. af udsvingene skyldes markedets udsving. Jo højere R-kvadrat er, jo sikrere indikatorer er alfa og beta.
-
Beta
Beta er en metode til at bestemme en fonds følsomhed for svingninger i dets marked. Morningstar beregner risikonøgletallet beta ved at sammenligne puljens udsving de seneste 36 måneder i et fastlagt markedsindeks. En beta på 1,00 betyder, at puljen svinger fuldstændig som markedet. En beta på under 1,00 betyder, at puljen påvirkes i mindre grad af hændelser i markedet, end markedet selv gør. Hvis beta er over 1,00 svinger puljens værdi mere end markedet, hvilket betyder, at hvis markedet stiger, så stiger puljen mere, og hvis markedet falder – falder puljen endnu mere.
-
Alfa
Morningstar beregner alfa over de seneste 36 måneder. Alfa måler puljens faktiske udvikling i forhold til den forventede udvikling, som beta indikerer. En positiv alfa betyder, at puljen har klaret sig bedre end forventet på baggrund af risikoen målt ved beta. Og en negativ alfa betyder det modsatte.