Morningstar sammenligner afkast og risiko i puljerne med lignende europæiske fonde. Den uafhængige analysevirksomhed er specialiseret i at vurdere resultaterne i investeringsfonde, som tilbydes private kunder i banker og pensionsselskaber. De anvender teoretisk anerkendte analysemetoder til at vurdere de enkelte fondes risikojusterede afkast. Mere end 1000 europæiske fonde indgår i Morningstars analyser, hvor fondene grupperes efter investeringsunivers og risikoprofil.
Analyserne resulterer bl.a. i en månedlig rating, hvor hver enkelt fond eller pulje kan få mellem 1 og 5 stjerner på baggrund af resultaterne i de seneste år. Afkastet analyseres på minimum tre-års-sigt, og hvis det er muligt, suppleres der med analyser af afkast på fem og ti-års-sigt. Det langsigtede afkast vægtes højere end det kortsigtede.
På morningstar.dk kan du se Morningstars supplerende oplysninger om investeringsunivers og risikonøgletal.