Porteføljemanager til LD Fondes aktieportefølje

Vi søger en engageret og kompetent kollega til at overtage ansvaret for udvikling og forvaltning af LD Fondes aktieportefølje. Vi søger dig, der med strategisk sans, systematisk tilgang og imødekommende natur kan bidrage til vores vision om at være Danmarks førende investeringsfond.

Hos os bliver du en værdsat kollega i en mindre, specialiseret organisation med 20 engagerede medarbejdere. Du bliver en del af investeringsafdelingen, som har ansvaret for strategisk formueforvaltning, udvikling af investeringsstrategier og implementering via eksterne danske og internationale aktieforvaltere. Vi lægger vægt på at have klare ansvarsområder, fokus på kerneopgaver samt dybde og kvalitet.

Dagligdagen i investeringsafdelingen er præget af samarbejde, godt humør samt investeringsfaglige drøftelser og analyser. Investeringsafdelingen består af en CIO, en chefanalytiker, tre porteføljeforvalte-re, en ESG-analytiker og en student. Du kommer til at referere til CIO, Kristoffer Fabricius Birch. 

Dine hovedopgaver:

  • At udarbejde en langsigtet aktiestrategi, der skaber merafkast i forhold til benchmark og samtidig opfylder LD Fondes klima- og ESG-målsætninger.
  • Udvælge eksterne investeringsforvaltere til at implementere aktiestrategien og løbende overvåge deres filosofi, stil, proces, performance og risikostyring.
  • Beslutte allokering inden for aktivklassen og styre ønsket eksponering og risiko, evt. ved hjælp af aktiefutures.
  • At identificere og implementere forbedringstiltag på aktieporteføljen.
  • Sikre faglig udvikling ved at holde dig opdateret med både akademisk og praktisk viden inden for aktieinvestering, manager selection, ESG-integrering og risikostyring.

Hvad søger vi?

Vi lægger vægt på, at du har kompetencerne til at drive og udvikle aktiestrategier og manager selection. Du motiveres af at skabe langsigtet værdi ved systematisk vurdering af eksterne forvaltere og kan træffe beslutninger om fx allokering i aktieporteføljen på baggrund af analyser. Du trives med, at opgaver færdiggøres, deadlines overholdes, og at resultatet lever op til de aftalte krav. Du er positiv, udviser interesse for andre og har lyst til at bidrage aktivt til vores velfungerende team.

Du har en eller flere af følgende erfaringer:

  • relevant teoretisk viden og praktisk erfaring fra den finansielle sektor
  • udarbejdet en investeringsstrategi for en portefølje af aktieforvaltere
  • udvalgt og fulgt op på eksterne aktieforvaltere
  • integreret ESG- og klimamålsætninger i aktieinvesteringer.

Vi tilbyder

Et fagligt spændende job med stor samfundsmæssig relevans, hvor du vil opleve stor interesse for din trivsel og udvikling. Vi giver fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdet og tager hensyn til dine behov for at skabe en god balance i forholdet mellem arbejde og fritid. Et begrænset antal rejsedage må forventes, men det kan i høj grad planlægges, så det passer med privatlivet.

Arbejdsstedet er LD Fondes kontor ved Flintholm Station på Frederiksberg. Lønnen fastsættes efter kvalifikationer og erfaring.

Ansøgning

LD Fonde skal modtage din ansøgning senest den 12. januar 2025. Vi holder samtaler løbende.

Jobbet skal søges via QuickApply på Jobindex.

For yderligere spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte CIO, Kristoffer Fabricius Birch, på kfb@ld.dk eller 21 79 09 51.

Læs mere om LD Fondes behandling af personoplysninger ved ansøgning her.

LD Fonde – professionel og ansvarlig

LD Fonde forvalter pensionsopsparinger for 1 mio. medlemmer i de to fonde Lønmodtagernes Dyrtids-midler og Lønmodtagernes Feriemidler med en samlet formue på knap 50 mia. kr. Vores fokus er at ska-be værdi for medlemmerne ved at sikre et højt afkast med betryggende sikkerhed, levere en god medlemsoplevelse og udvise samfundsansvar. En stor del af de operationelle opgaver er outsourcet til professionelle samarbejdspartnere. Vores egen organisation består derfor primært af specialister med betydelig erfaring.