Den 1. december er sidste frist for at få udbetalt op til tre uger af de indefrosne feriemidler. Godt 600.000 lønmodtagere har indtil nu valgt at lade feriemidlerne stå på deres nye pensionsopsparing hos Lønmodtagernes Feriemidler. Men hvad har det af betydning, at mere end 2 mio. lønmodtagere har valgt at få dem udbetalt? Er det overhovedet en god idé at være én af dem, der lader feriemidlerne blive stående?
Feriemidler er, ligesom løn, noget man optjener, og det er midler, der tilhører den enkelte. Retten til feriemidlerne kan ikke fjernes ved lov, og de indefrosne feriemidler er godt beskyttede, når de står i Lønmodtagernes Feriemidler under LD Fonde.
Ny pensionsopsparing med betydelige fordele
Lønmodtagernes Feriemidler har udbetalt halvdelen af de i alt ca. 100 mia. kr., som lønmodtagerne har optjent i overgangsåret til den nye ferielov. Der er derudover politiske forhandlinger om, hvor vidt de sidste to uger af de i alt fem ugers indefrosne feriemidler også skal kunne udbetales.
”Selv hvis der bliver politisk enighed om også at udbetale de sidste to uger, er det stadig en attraktiv pensionsordning, vi kan tilbyde den enkelte borger. Og det tyder på, at der faktisk er en del, der kan se det fornuftige i et supplement til deres pensionsopsparing,” fortæller Dorrit Vanglo og fortsætter ”Hvis man kan vente med at få pengene til den dag, man går på pension, så giver feriemidlerne den fordel, at det er en sum, man selv bestemmer over, og som ikke giver modregning i folkepension mv. Man kan bruge den i overgangen til pension eller lade den stå til senere. Erfaringen med dyrtidsmidlerne er, at mange er glade for en sum, som kan bruges efter behov og lyst.”
Det var oprindeligt planen, at alle lønmodtagere skulle have indefrosset feriemidler for et år, således at de havde en pensionssum ved pensionering. Corona ændrede behovene, og der blev åbnet for udbetaling af midlerne. LD Fonde skal forrente de feriemidler, der ikke udbetales, og det skal ske med en formue, der er meget mindre end oprindeligt tænkt.
”Som det ser ud nu, er rammerne for at skabe gode resultater rigtig gode. Vi er forberedt på at investere feriemidler, der indbetales fra arbejdsgiverne, samtidig med at de midler, der bliver hos arbejdsgiverne, er tænkt ind i investeringsstrategien og bidrager positivt til resultaterne. Omkostningerne vil ligge på et attraktivt lavt niveau,” fortæller Dorrit Vanglo.
Ud over at man med sin opsparing i Lønmodtagernes Feriemidler kommer til at nyde godt af stordriftsfordelene ved, at samme forvalter har to fonde i samme organisation, så er der også andre betydelige fordele ved at have en pensionsopsparing i den nye fond. Det giver nemlig et solidt grundlag for det fremtidige afkast i fonden, at en stor del af feriemidlerne er placeret hos arbejdsgiverne. Forrentningen af de midler, der er placeret hos arbejdsgiverne, giver en sikker bund under fondens resultat og midlerne er tilmed garanterede - også i konkurssituationer.
Dertil har det vist sig at have stor betydning for mange, at udbetalingen af feriemidlerne som pension ikke vil give modregning i folkepensionstillægget.
Udbetaling af feriemidler giver mindre pensionsopsparing
Alle lønmodtagere, der har optjent feriepenge i overgangsåret fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020, har automatisk fået en pensionsopsparing i Lønmodtagernes Feriemidler. Altså et uventet supplement til ens øvrige pensionsopsparing og ikke mindst til at have midlerne som frie midler i et pengeinstitut, hvor renten er meget lav, til tider endog negativ. Har man valgt at få udbetalt de op til tre ugers indefrosne feriemidler, betyder det omvendt, at ens pensionsopsparing er tilsvarende mindre, den dag man forlader arbejdsmarkedet.
Lønmodtagernes Feriemidler forventer at kunne skabe en nogenlunde stabil forrentning af feriemidlerne svarende til det, der er blevet skabt for dyrtidsmidlerne. Her er opsparingens værdi øget med godt 5 procent om året de seneste 10 år - vel at mærke efter omkostninger og afkastskat. Det betyder, at opsparingen på de enkelte lønmodtageres konto hvert år er vokset med ca. 4 procentpoint mere end inflationen.